Den danske hær lavede mellem 1921 og 1926 en hurtig rekognoscering og sprængning af stillingen. Rekognosceringen blev lavet i september 1921 og sprængningerne indledtes i august 1922 og afsluttedes i oktober 1926.
Det var klart at man hverken ud fra nationale eller militære hensyn kunne have et så stort militært liggende ved Danmarks sydgrænse. Anlægget kunne som sådan heller ikke genbruges, da det kun kan vende en vej – mod nord.
Der blev lavet hastig rapport af otte premierløjtnanter fra et pionerkursus på officersskolens ældste klasse i 1921.
De skulle gennemgå den tyske stilling med henblik på senere bortsprængning; men de havde kun havde 8 dage til rådighed, tilmed på cykel og med hver kun en pioner til hjælp.
I betragtning af tiden til rådighed og de forældede kort i lille målestok, 1:40.000, slap de de otte officerer godt fra det.
Mogens Scott Hansens senere undersøgelser viste kun få og små unøjagtigheder.
Rekognosceringsrapporterne har og dannet grundlag for kaptajn Schat Petersens lærebog til officersskolen ”Befæstningsanlæg i Stillingskrigen” fra 1922.
Sprængningerne
Mellem 1922 og 1926 gik man så i gang med bortsprængningerne.
Store mængder aerolit (brisant sprængstof) og sortkrudt blev fragtet til området, of anlægget blev sprængt systematisk. Selv små bunkere blev ikke sparet.
Målet med sprængningerne var at løfte dækket og trykke væggene ud, således at strukturen faldt sammen.
1. Pionerbataljon indberetter i 1926, at af de ved rekognosceringen i 1921 fundne
766 rum, er de 627 ødelagt. (506 af hæren og 121 ved diverse civile arbejder).
Tilbage er 139 intakte rum.