Mogens Scott Hansen

Pioneren og entusiasten Mogens Scott Hansen der gennem 20 år bragte Sikringsstilling Nord tilbage til bevidstheden og nutiden.

Baggrunden:

Stort set alle anlæg fik lov at ligge som det faldt, ligesom de intakte anlæg bare blev efterladtSikringsstilling Nord blev helt forladt i 1918.
Herefter foretog den danske hær i 1921 en hurtig recognoscering og dokumentation af anlægget, hvorefter langt den overvejende del blev sprængt i årene 1922-1926.

De var nu overladt til den naturlige nedbrydning eller den enkelte lodsejers mening for eller imod en om tysk betonklods på hans jord.
Yderligere nogle blev sprængt, nogle begravet og ganske få helt fjernet, f.eks. Mjolden batteri der endte som vejfyld.  Atter andre fandt anvendelse som oplagsrum, kartoffelkældre eller viktualierum.

Som årene gik sænkede glemslen sig over stillingen, bortset fra at Die Heimat og Sønderjysk Almanak skrev lidt om den i 1937.
Anlæggene var ødelagt, overpløjet eller skjult af bevoksning, hærens rekognoceringsrapporter lå formentlig i en eller anden støvet kælder og de tyske arkiver over stillingen brændte under et engelsk luftangreb.

Mogens Scott Hansen og historien:

Bunkeren på Store Borgbjerg

I 1942 stiftede den dengang ni-årige Mogens første gang bekendtskab med Sikringsstilling Nord. Det skete   på en cykeltur med hans fader fra Odense til ringridning i Sønderborg.
Faderen, der var historieinteresseret, havde hørt om rester af en let tysk forpoststilling fra 1. verdens krig, der skulle ligge nord for det tyske mindretals samlingspunkt ved Knivsbjerg syd for Åbenrå.

Efterfølgende forsøgte den unge Mogens at søge oplysninger på biblioteket, men der fandtes intet og efterfølgende gik oplevelsen i gemme- men ikke glemmebogen.De gjorde holdt på vejen og så nu en konstruktion med meter tykke beton vægge. Det var observationsbunkeren på Store Borgbjerg.
De var begge historisk interesseret, og de syntes ikke metertyk beton harmonerede med en let forpoststilling eller let feltbefæstning. Sådan noget er normalt opkastet jord, understøttet af skansekurve og bjælker.

Interessen for Sikringsstillingen.

Mogens Scott Hansen i flyttede omkring 1970 fra Fyn til Guderup på Als i forbindelse med en ansættelse som maskiningeniør på Danfoss. Han var netop blevet skilt og følte sig ret ensom i de nye omgivelser.
Da han savnede beskæftigelse i fritiden, faldt tankerne igen på det gamle tyske anlæg han havde set som barn. Hvad var mere oplagt end at søge oplysninger nu da han var i landsdelen og havde tiden til det.

Han måtte dog efter en del søgen på diverse biblioteker erkende, at der intet var at finde. Anlægget eksisterede tilsyneladende ikke.
Havde han kunnet finde udgaven af Die Heimat fra maj 1937, havde han fået bekræftet eksistensen af det meget store anlæg. Informationssøgning var dog noget vanskeligere dengang.

I mellemtiden kunne Scott så dyrke sine egne kunstneriske evner.
Ikke mange ved at Scott både malede og lavede træskulpturer.
Dette maleri er fra en udstilling på Fyn.

Scott kommer på sporet

7 af de 8 officerer

I 1975 blev Mogens Scott Hansen af en kollega gjort opmærksom på nogle artikler om Sikringsstilling Nord i Sønderjysk månedsskrift. Her var den overordnede historie beskrevet, og Scott opdagede at det var et enormt anlæg tværs over Sønderjylland. Det var nogle artikler skrevet af dr.phil. Thøger Bang og Greve Ulrich Holstein. Samtidig rummede artiklerne til Scotts glæde også det allervigtigste: Kildehenvisninger.
En rekognosceringsrapport lavet af 8 pionerofficerer i 1921 samt en pioner-rapport over sprængninger af anlæggene i årene 1922-1926. Her var et godt udgangspunkt. )

Scott, som han yndede at blive kaldt, havde i mellemtiden mødt sin kommende hustru Mette Sarus, der som han selv var Fynbo.
Hun var lærer og både boede og underviste på skolen i Kær.
De var diamentrale modsætninger.
Hvor Scott var den meget logisk tænkende, målrettede og lidt firkantede ingeniør, var Mette den kreative og umiddelbare lærer der nød skønheden glæden der lå lige for. Måske var det netop på grund af de modsætninger at de senere kom til komplementere hinanden.

Arbejdet påbegyndes

Danfoss om dagen og Sikringsstillings Nord i fritiden gik alvorligt ud over nattesøvnen. I 1978 sagde han på opfordring af Mette ingeniørjobbet på Danfoss op, for at hellige sig sin store passion. De levede så, sparsomt, af Mettes job som lærer.

Scott i terrænet

Scott begyndte på baggrund af de hjemtagne rapporter at søge og registrere anlæggene fra Øst mod vest. En enorm opgave, der også hurtigt viste sig at at blive endnu større end Scott havde forestillet sig. Tildækkede, sprængte og skjulte anlæg skulle findes og registreres. Et kilde til dette var de lokale lodsejere der havde anlæg på deres jorder.
Men ikke mindst de ældre mennesker der som børn havde færdedes mellem anlæggene eller leget i og omkring dem.
Ikke mindst drengene havde jo havde syntes at det var spændende. De havde ,forholdsvis lang snor af de tyske soldater, der ikke betragtede dem som nogen større sikkerhedsrisiko.

I begyndelsen var Mette ikke umiddelbart interesseret i anlæggene som hun iøvrigt fandt frastødende og kedelige.  Så hun brugte turene til at lave nogle glimrende tegninger af anlæggene sammen med blomster og landskab.

Arbejdet systematiseres

Arbejdet blev nu systematiseret. Scott havde allerede opdaget, at vidnerne var en særdeles vigtig kilde. Samtidig var han også bevidst om at det nok hastede. Øjenvidnerne mindst 70 var år gamle – ofte ældre. De måtte formodes at forsvinde indenfor  ret overskuelig tid.
Også registreringsarbejdet blev optimeret., og med forskellige sindrige hjemmemodificerede maskiner og

Scott og bombesøgeren

instrumenter blev nøjagtigheden af anlæggenes placering og udseende øget betragteligt. Bl.a. lånte han også via sit omfangsrige netværk en militær bombesøger på en flyvestation. Med den kunne han registrere metal i op til otte meters dybde.Den blev monteret på en hjemmebygget vogn da den var ret tung og uhåndterlig. Vognen blev på bedste ingeniørvis samlet uden metaldele, for ikke at påvirke bombesøgeren.

Samtidig med sit registreringsarbejde afholdt Scott et stort antal foredrag og rundvisninger.

Mette med bombesøger MK2

Disse var medvirkende til bevidstgørelsen af anlægget historie og de  enkelte anlægs betydning. En del anlæg blev hermed rette fra ødelæggelse, og nogle lodsejere begyndte endda selv at vise gæster rundt i deres egne små anlæg. Endelig var foredragende medvirkende til at skabe forbindelse til nye vidner.

Efterhånden kom Mette med i arbejdet. Dels deltog hun i feltarbejdet, passede lysbillederne under foredrag eller passede båndoptageren under interviews med vidner.

I takt med hun ophørte på arbejdsmarkedet blev hendes engagement større og større.

Scotts sygdom og død

I slutningen af 1990’erne bemærkede de der kendte Scott, at hukommelsen svigtede. Især Mette opdagede, at foredragene ikke længere hang sammen og i 2001 fik han konstateret Alzheimer. Mette videreførte foredragsvirksomheden de sidste år Scott levede. Han døde i 2004.

Det fortsatte arbejde

Mette Sarus til indvielse

Hustruen Mette var nu efterladt med det uhyre store materiale. Allerede under Scotts  sygdom var de nærmeste samarbejdspartnere begyndt at forberede en bevarelse. Det var også i 1992 lykkedes at udgive en bog om arbejdet i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen og orlogskaptajn Peter Thorning Christensen der er en af de fremmeste militære eksperter på nyere militære betonbyggerier.
En del af materialet blev ved hjælp ar museumsmanden Kim Furdal erklæret bevaringsværdigt, og det findes i dag på Institut for Sønderjysk Lokalhistorie (ISL) i Åbenrå.
Denne bog kan købes i online udgave gennem Støtteforeningen.

Værdien af Scotts arbejde

Værdien af Scotts arbejde gennem næsten 20 år er ikke registreringen som sådan, for rapporten fra 1921 var egentlig ganske korrekt.
Enkelte bunkere var fejlplaceret med op til 150 meter, og enkelte bunkeres funktion og udseende var ikke helt korrekt. Dybest set detaljer.

Scott tegning af Gammelskov batteri

Det vi kan takke Scott og Mette Sarus for er ny-registreringen og dermed bevidstgørelsen om anlæggets historiske betydning og formidlingen af den. Dette medførte at stort set alle ødelæggelser af anlæg og anlægsrester ophørte efter 1975. Endvidere lykkedes det dem at indsamle godt 700 beretninger om stillingen. Beretninger fra dengang nulevende personer der havde oplevet stilingen på nært hold.
Et enestående historisk kildemateriale.

Deres arbejde kronedes i 2016 af en fredning af alle de ca. 60 kendte anlæg og anlægsrester.
Mette Sarus Scott Hansen nåede at opleve dette inden hun efter længere tids sygdom døde i begyndelsen af 2019.

Nogle af Mette Sarus tegninger

Bogen “Scott” fra 2018 (Søren Østergaard) indeholder en nærmere beskrivelse af disse to bemærkelsesværdige personer, Scott og  Mette Sarus, samt deres  betydningsfulde arbejde.

Bogen om Mogens Scott Hansen