Sikringsstillingens baggrund har rod tilbage tiden inden 1. verdenskrig samt den politiske og militære udvikling før og under selve krigen.
Beslutningen om opførelsen af sikringsstillingen stillingen var en forudsætning for Tysklands indførelse af den uindskrænkede U-bådskrig i 1917. Tyskland ønskede om at lægge en effektiv blokade omkring England med indførelsen af u-bådskrigen.
Det store maritime rustningskapløb mellem England og Tyskland fra ca. 1900, havde ikke givet Tyskland de fordele de havde håbet, hvorfor man nu satsede på u-bådene.
Flådekapløbet
Admiral Tirpitz
Admiral von Tirpitz begyndte omkring århundredeskiftet at opbygge en kraftig tysk flåde, og indledte hermed et rustningskapløb med England.
Det var vonTirpitz ønske, at gøre Tyskland til en betydende flådemagt i regionen.
Dette bekymrede naturligvis tidens mest dominerende flådenation England.
Bekymringen var stærkt medvirkende til dannelsen af “Entente Cordiale”, den Engelsk – Franske pagt fra 1904.
Denne pagt afsluttede den ellers noget uvenlige holdning mellem de to europæiske rivaler.
Aftalen gav dem bl.a. hver især frie hænder i kolonipolitikken, et område Tyskland også var stærkt interesseret i.
Alliancerne
Frankrig var i forvejen i forbund med Rusland. Dette gjorde den Russiske Østersøflåde til en vigtig brik i magtbalancen mellem Frankrig, England og Tyskland.
Denne magtbalance var rykket i Tysklands favør med bygningen af Kaiser Wilhelm Kanal (nu Kielerkanalen).
Med Kaiser Wilhelm Kanal havde Tyskland fået direkte adgang fra Østersøen til Nordsøen.
Dette betød, at Russerne nu skulle holde den tyske østersøflåde bundet, medens den Engelske Home Fleet skulle holde den Tyske Højsøflåde i skak i Nordsøen.
Den russiske østersøflåde blev sendt i krig .
Allerede i efteråret 1904 forrykkedes denne balance.
Ruslands Vladivostok-flåde blev ødelagt under den Russisk-Japanske krig. Dette kaldte på hævn, hvorfor zaren sendte hele den russiske Østersøflåde til hjælp.
Flåden skulle syd om Indien og Afrika, men mødte ingen hjælp til sejladsen. Kun fra tyske HAPAG kulbåde, der mere end velvilligt sørgede for at flåden fik kul i rum sø, og dermed fjernede sig mere og mere fra egne farvande – og Tyskland.
Magtbalancen forrykkes
Den tyske Østersøflåde
Den russiske østersøflåde blev i slaget i Tshushima-strædet i 1905 totalt ødelagt af den japanske Admiral Togo’s flåde.
Med den russiske østersøflådes ødelæggelse, væltede magtbalancen i Østersøen fuldstændig.
Tyskland var nu med et slag regionens mest betydende flådemagt.
Dette bekymrede England, og den engelske Home Fleet blev forstærket betydeligt. Man talte i England endog åbenlyst om et præventivt angreb på den tyske flåde, “To Copenhagen it”.
Dette var en reference til det engelske angreb på København og ødelæggelsen af den danske flåde i 1807.
Kolonikapløbet
Med Entente Cordiale følte Tyskland at de sat ud af kolonivæddeløbet. Frankrig havde på dette tidspunkt gang i et politisk fremstød i Marokko, og Tyskland så en mulighed i den og den nyvundne status som flådestormagt.
Kejsereren i Marokko
Kaiser Wilhelm valgte at foretage et særdeles uheldigt træk, idet han sejlede til Tanger i Marokko på en krydser og gik i land.
En helt klar udfordring af det franske koloniherredømme.
Løftet til Delcassé
Det rygtedes, at den Franske udenrigsminister Delcassé under denne krise fik et løfte om landsætning af 100.000 engelske tropper i Esbjerg.
Dette skulle ske i tilfælde af en krig med Tyskland og skulle være givet af den engelske konge personligt.
Dette løfte, samt meget mere, luftede en afgående bitter Delcassé i det Franske blad Matin i 1906.
Danmarks neutralitet og Lütken-samtalerne
Theophile Delcassé
Delcassé var meget tysk-fjendtlig, og blev af Kaiser Vilhelm betegnet som “Frankrigs farligste mand for Tyskland”. Derfor vakte afsløringen i Matin vakte vild bestyrtelse i Tyskland.
Esbjerg og 100.000 englændere blev efterfølgende i mange år ved med at gå igen, selv nede i soldaternes rækker.
Det skal anføres, at et sådant løfte aldrig er blevet bekræftet.
At den tyske bekymring var ægte, dokumenteres ret tydeligt gennem de såkaldte Lütken-samtaler.
Den danske Kaptajn L.C.F Lütken var af den opfattelse, at opretholdelse af Dansk neutralitet kun var realistisk, hvis Danmark medvirkede til at lukke den tyske nordflanke.
Lütken-Moltke forbindelsen
Lütken var kontorchef i forsvarsministeriet, men havde overfor I.C. Christensen udtrykt skuffelse over ikke at være blevet forsvarsattaché i Berlin. Dette mente han der var blevet lovet, og denne skuffelse udnyttede I.C. Christensen til fulde.
Lütken kom fra en gammel dansk officers/teolog familie og var tæt på kongehuset. Dette er måske en del af forklaringen på, at en relativt lavtstående dansk infanterikaptajn fik foretræde for den tyske generalstabschef.
Moltke havde en vis tilknytning til en dansk officersfamilie, idet hans onkel (den ældre Moltke i sine helt unge år havde gået på landkadetakademiet i København. Under dette ophold havde boet hos familien Hegermann-Lindencrone på Rolighed nord for hovedstaden. Det var i øvrigt den ældre Molkte der, efter tidligere at have søgt ud af dansk tjeneste, stod bag den Preussiske planlægning at angrebet på Danmark i 1864.
Lütken var sendt af I.C. Christensen
L.C.F. Lütken
Lütken opsøgte, officielt på eget initiativ, den Tyske generalstabschef Moltke i 1906.
Fra Lütkens erindringer og korrespondance ved vi, at Moltke igen og igen vendte tilbage til en eventuel engelsk landgang i Esbjerg.
Lütken holdt flere uformelle samtaler med Moltke, både i Berlin og under et tysk flådebesøg i København. Disse samtaler foregik over en tre-årig periode.
Først i 1919 afsløres det at Lütken faktisk var sendt på denne uformelle mission af konseilspræsident J.C. Christensen.
På baggrund af Lütkens rapporter havde I.C. Christensen mulighed for at styre mod en neutralitetspolitik, der ikke provokerede tyskerne for meget.
Den tyske trussel var ikke til at tage fejl af. Viste Danmark vilje til at forsvare sin neutralitet, ville Tyskland rykke ind og gøre en ende på Danmark, understregede Molkte.
Fremkomsten af disse oplysninger i 1919 gjorde den radikale daværende forsvarsminister Munch rasende, da han intet vidste om det.
Nordslesvigs betydning
I Sønderjylland, der jo var tysk efter 1864, afholdtes en hel del større tyske øvelser.
Nogle af de privat indkvarterede soldater fortalte deres danske værtsfolk om forsvar mod 100.000 englændere der kom fra Esbjerg. Disse øvelser blev stort set alle afholdt, hvor Sikringsstilling Nord blev opført. Den efterfølgende placering er således ikke tilfældig.
I 1909 fremkom artikler i store Tyske dagblade som Vossische Zeitung og Berliner Tageblatt om nødvendigheden af forsvar af den nordslesvigske vestkyst. Denne kystlinie, herunder Esbjerg, skulle forsvares med betydelige styrker.
Der havde været adskillige engelske flådebesøg i Esbjerg i årene 1905-09, hvilket sikkert var medvirkende til at bekræfte den tyske ængstelse.
Planlægning inden 1. verdenskrig
Allerede i den tyske generalstabs vurderinger inden 1. verdenskrig fremgik det af felttogsplanen, at “til værn af Slesvig-Holsten og Kaiser Vilhelm Kanal afmarcherer, i tiden 8-11. mobiliseringsdag, Nordarmeen bestående af IX. Reservekorps og 4. “gemischten” Landwehr brigader under kommando af Höherer Landwehrkommandeur 1…..”
Da krigen på Vestfronten imidlertid krævede alle til rådighed værende styrker, indsattes IX. Reservekorps her.
Forsvaret af ovennævnte kystlinie blev nu overladt til Landwehr og Landsturm, og stillingens betydning lidt nedtonet.
Den militære situation forværredes i 1916.
Her overtog Hindenburg, Helten fra Tannenberg, stillingen som chef for den tyske generalstab. Ludendorff blev nærmeste hjælper som Erster Generalquartiermeister.
U-bådskrigen var en væsentlig del af Sikringsstilling Nords baggrund
Inden indførelsen af den uindskrænkede ubådskrig, overvejede man i den tyske ledelse de to gamle søfartsnationer Holland og Danmark.
Ville de gå ind i krigen på engelsk side og dermed åbne yderligere fronter ?
Den tyske kansler Bethmann-Holweg var ikke særlig bekymret for dette, men mere bekymret for en amerikansk indtræden.
Alligevel krævede både Hindenburg og Ludendorff, at flanken mod nord blev effektivt lukket af. Disse to tyske generalers opfattelse af situationen var en væsentlig del af baggrunden for Sikringsstilling Nord.
Ludendorff i sine erindringer:
Hindenburg og Ludendorff
“Det var kun med den dybeste beklagelse, at vi ikke kunne udtale os til gunst for den uindskrænkede ubådskrig, da den efter Rigskanslerens mening eventuelt kunne medføre krig med Holland og Danmark. Til at beskytte os mod begge stater havde vi ikke en eneste mand til rådighed. De ville være i stand til at rykke ind i Tyskland med deres hære, selv om de ikke er krigsvante, og give os dødsstødet.”
Sølvgades kaserne, prøvealarmering
Der var nu ingen fare.
Den danske sikringsstyrke var nedbragt fra 57.000 i 1914 til nu 33.000 i 1916. De danske planer for styrkerne i Jylland var udpræget defensive. Det fortrukne plan var udvigende kamp mod et Limfjordsforsvar, hvilket jo ikke kunne siges at true hverken Berlin eller Tyskland.
Men de to tyske militære chefer gjorde dansk forsvar, evt. kombineret med en engelsk landgang, til en trussel og krævede et fast nordforsvar.
Man skal huske, at Danmark aldrig før eller siden, har haft så mange uddannede soldater som ved slutningen af krigen. Uddannelsen til sikringsstyrken samt de almindelige indkaldelser til dækningsstyrken havde medført at vi ved slutningen af krigen havde ca. 180,000 uddannede soldater. Danmark havde dog ikke mulighed for at udruste en sådan styrke,
Sikringsstilling Nord påbegyndes
Første gang en egentlig stilling nævnes, er en skrivelse fra OKK (Oberkommando der Küstenverteidigung) til Hochseekommando 2. sep. 1916.
Her er en stilling med Sikringsstillingens placering forudset.
Man havde således beskæftiget sig med tingene, da admiralstaben 16. sep. 1916 modtog telegram fra Ludendorff, med ordren om at igangsætte etablering af en “Stellung in Gerippe” (delvis udbygget stilling) i linien Hoptrup -Toftlund – Skærbæk.
Den 18 sep. meddelte General Malachowski fra OKK, at man allerede var i gang med at etablere en stilling. Den løb mellem Genner Fjord og Rømø. De anførtes at man havde kun 5 landsturmbattailoner ved grænsen (Kongeåen) men at man var i færd med at opstille yderligere to divisioner.
Disse kunne i givet fald også fremskydes til grænsen.
Sikringsstilling Nord etableres
Samme måned i 1916 fik den stedfortrædende generalkommando for 9. armekorps ordre til at etablere Sikringsstilling Nord. Dette skulle ske efter de planer der havde lå klar, og mellem den 10. og 17. september ankom de første pionertropper til Sønderjylland.
Tyskland frygtede også Hollandsk indgriben
Vi ved, at der i tilfælde af en Hollandsk krigserklæring var holdt to armégruppekommandoer og 9½ infanteridivisioner i reserve.
I tilfælde af dansk angreb ville man forblive i defensiven. Der var hertil afsat en generalkommando og to divisionsstabe samt 6 blandede (gemischte) brigader.
Hvilke styrker der helt præcis skulle have besat selve sikringsstillingen vides ikke.
IX reservekorps kunne være et bud i forhold til den første plan, medmindre de var engageret på Vestfronten. Man kan næsten umuligt forestille sig, at ansvaret for en nordfront under engelsk angreb ville blive overladt Landsturm og Landwehr alene.